Skolens målsætning

Vi giver eleverne en skole for livet med et højt fagligt niveau. Målet er at udvikle og uddanne eleverne til selvstændige og hele mennesker med engagement, dømmekraft og mod på livet.

Grundlaget for undervisningen er:

1. Undervisningsplanerne

Fortællestoffet er, som alt andet i undervisningen, tilpasset barnets alder. Til grund for undervisningsplanernen ligger en konkret indsigt i barnets og det unge menneskes udvikling.
Med sit indhold sikrer undervisningsplanerne, at eleverne, samtidig med at de tilegner sig de mange faglige kundskaber, arbejder kunstnerisk kreativt og lærer at spille et instrument.
Undervisningsplanerne er således underordnet de pædagogiske og de udviklingsmæssige målsætninger, og den er derfor i stadig udvikling. Undervisning betragtes som en kunstnerisk proces.
Kundskaber er ikke et mål i sig selv. De er først og fremmest midler til at udvikle mennesket i dets tanke, følelse og vilje, så eleverne efter endt skolegang kan gå ud i livet som hele mennesker med kompetencer og innovative evner.

Læs mere om undervisningsplanerne her.

2. Læreren

Det er lærerens opgave, og undervisningens mål, at hjælpe eleven til at udvikle de anlæg og muligheder, det enkelte barn rummer, således at eleven udvikler sin lyst og evne til at lære, og derfor også efter endt skolegang kan udvikle og bruge sine evner videre i livet og i videre uddannelse.
Læreren optræder som forbillede, og er i besiddelse af den naturlige autoritet afpasset efter elevernes alder.
Fortællingen er en gennemgående undervisningsmetode, som anvendes i enhver hensigtsmæssig sammenhæng, da den dels taler til og udvikler elevens fantasi, og dels evner at etablere mødet mellem eleverne og undervisningsstoffet.
På skolen deltager læreren i et fortsat pædagogisk studium, som er en fast del af lærernes ugentlige konferencearbejde.

3. Skole-hjem samarbejdet

En god kontakt mellem skole og hjem er med til at skabe et levende og inspireret skolemiljø, hvor barnet oplever sig set, og som værende omgivet af tydelige og klare voksne.